HELGE V. QVISTORFF

Forfatter, foredragsholder, tv-vært, turleder, akvarelmaler, hotelmand, mm.

Mindeord af forfatteren og vennen Helge Søgaard:

Helge Qvistorff, tidligere hotelmand og kendt over hele Danmark som forfatter til utallige bogudgivelser, er død, 82 år.
Helge Qvistorff har i den grad bragt især Himmerland og hans elskede Rold Skov ind i bevidstheden hos rigtig mange mennesker, der med glæde har læst hans talrige bøger om naturen, den smukke egn og de personligheder, der skabte det samfund, som vi alle er en del af i dag.
Forfatterskabet, der rummer langt over 50 udgivelser, omfattede også bøger om Nordjylland, især med afsæt i hans karriere som vært på adskillige tv-programmer om Det Ukendte Nordjylland og senere serien om De Danske Skove.
Han var en vidende fortæller, der engageret og detaljeret berettede om træer, kulturspor i landskabet og skæve eksistenser, der havde en historie at berette.
Født i København den 29. juni 1938 som yngste søn af marinemaleren Victor Qvistorff og hustruen Gudrun Qvistorff.
Faderens kunstneriske gener og hans interesse for skibe gik i arv til den unge Helge, der tegnede skibe i massevis som barn, foruden at han startede sin erhvervskarriere på udflugtsbåden Sankt Ibb som pladevender. Som ganske ung trådte han ind i hotel- og restaurationsbranchen, som førte ham fra kendte etablissementer som Wivex og Hotel Terminus i København til en hurtigt voksende karriere på internationale hoteller i Schweiz og England.
Rold Skov blev forandret for altid, da han og familien i 1967 flyttede til Rold StorKro. Helge med titel af administrerende direktør i en alder af kun 28 år. Tilværelsen inden for hotelbranchen fortsatte endnu en del år, men i 1980 udfoldede hans kunstneriske åre sig fuldt ud, da han begyndte at skrive bøger om lokalområdet. Ud over de talrige bogudgivelser i både Danmark og Skandinavien, blandt andet i samarbejde med Spar Nord Bank og daværende Nordea Bank, forevigede han skoven, naturen og dyrelivet i smukke akvareller og stregtegninger.
Hertil kom tv-udsendelserne i samarbejde med TV2 Nord og DR, foruden utallige foredrag og guidede vandrerture, især i regi af Rold Skov Venner og sammen med vennen Per Andersen, der var formand for Vennerne.
Helge Qvistorffs tilknytning til Rold StorKro fortsatte dog, da han og den nu mangeårige direktør Jørgen Pedersen fik mange fælles oplevelser som gode venner.
Helge Qvistorff evnede kunsten ”at kunne se”. Forstået på den måde at han altid havde blik for detaljen, det smukke i naturen og det gode i de mennesker, han mødte på sin vej.
Han kunne omsætte en vanskelig og detaljeret historie til en letlæst tekst, og han kunne forevige et mangfoldigt landskab med ganske få og smukke streger på akvarelpapiret, ligesom han gerne berettede fra sin omfattende viden, han havde ”set” og opsamlet gennem mange år.
Helge er gennem årene blevet hædret ved adskillige lejligheder, men især 2 begivenheder stod meget højt i hans erindring. I forbindelse med hans 70 års fødselsdag dedikerede skovrider Bendt Egede Andersen Naturstyrelsen Himmerland en smuk og stor douglasgran til Helge Qvistorff med titlen Helge Qvistorffs Gran.
Træet står som et smukt og værdigt minde i Rold Skov. Og godt 10 år senere blev der udgivet en kærlig og omfattende biografi om Helge Qvistorffs livsgerning med titlen ”Det Største Træ i Skoven”.
Helge Qvistorff sov stille ind torsdag, den 8. april 2021. Vore tanker går til hustruen Pernille, hans 2 døtre Ingrid og Christine og deres familier.
Æret være hans minde.
“Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.
Det er så smukt skrevet,
Det er så spændende skrevet.
Det er oprigtigt skrevet.
Hvordan kan jeg have fortjent så meget?”

Helge Qvistorff

Forfatteren Helge Søgaards nye bog – biografien om Helge Qvistorff – udkom den 20. november 2020.

Det er blevet en fantastisk flot og stor bog på 240 sider, som både beskriver Helges rejse gennem livet, foruden en række refleksioner om Helge, hans omgivelser og hans valg og beslutninger undervejs. Hertil kommer kærlige beskrivelser af Helge og hans nærmeste familie og venner. Bogen er rigt illustreret med personlige og private fotos og en række af Helges mange flotte akvareller og tegninger.

Bogen kan købes hos boghandlerne og on-line ved klik her på:

https://soegaardconsulting.dk/vare/helge-qvistorff-det-stoerste-trae-i-skoven/

Se video om bogen i en samtale mellem Helge Qvistorff og Helge Søgaard

Se video om bogen i TV2 Nord udsendelse

Om min gode ven igennem mange år, Helge V. Qvistorff – tidligere var det en hjemmeside, jeg lavede for ham – lennart@greig.dk