Gennem tre generationer har entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S været med til at sætte deres præg på dansk byggeri.
I de første år drejede det sig næsten udelukkende om boligbyggeri i den nordjyske hovedstad Aalborg, men siden hen er det blevet til meget mere, og i dag har A. Enggaard A/S slået sit navn fast overalt i Jylland, og man er også begyndt at bygge på øerne.
Det hele startede ganske beskedent i en nedlagt barbersalon i Aalborgforstaden Vejgaard under 2. verdenskrig, men i løbet af forbavsende få årtier er det blevet til et af vore store byggeforetagender.
Firmaets stifter Asger Enggaard sagde: “Man skal holde, hvad som helst man lover og gøre, hvad man siger!”
Dette er historien om det nordjyske entreprenørfirma og om de tre generationer af familien Enggaard.